Træningspas prævention kvinder over 50 tog

På gavekontoen (fra bedsteforældrene) blev det derfor til fine Kay Bojesen sager som den tapre fødselsdagssoldat, der skal stå på Ellas fødselsdagbord mange mange år fremefter og den klassiske gyngehest, som jeg håber, at min datter og efter hende, hendes børn, vil få glæde af.

Vi gav hende selv det klassiske fødselsdagstog med den første vogn fra billedleg.

 

Og som jeg stopper min slidte rullekrave den jeg fandt i bunden af mit skab ned i prævention kvinder, for at forsøge at holde mine benklæder oppe, spørger jeg mig selv, om det over er muligt at finde sit livs nemesis i sin egen garderobe. For det tror jeg, at jeg har fundet. Hængende på bøjler griner de af mig, som jeg ligger der og overvejer, hvor pinligt det egenligt ville være at klare dagens ærinder split ragende karl nøgen.

Jeg kommer frem til, at størrelsen på pinligheden er en del mindre end størrelsen på risikoen for, at jeg går fuldstændig bananas, hvis jeg skal trække disse bukser op en eneste gang mere. Så måske er det værd at overveje. Jeg drømmer om tøj, der passer, både til min nye figur og min nye stil.

 

 

 

Og som jeg uden problemer kunne tage i byen på. Hvis det er sjovt nok, så er det ingen problem at holde sig vågen uden vodkaredbull og tequilashots. Jeg kunne på det tidspunkt pludselig godt fornemme, at folk ikke kender mig særlig godt endnu. Man kunne se deres underen, når de spurgte om jeg ikke drak, og man kunne mærke at de havde svært ved at forstå det.

Da vi kom ned i byen, så blev jeg igen og igen spurgt, om jeg stadig ikke havde drukket. Jeg måtte nok 50 gange takke nej til en øl, og jeg måtte hele tiden huske mig selv på, at de selvfølgelig ikke spurgte for at være trælse. Her kunne jeg virkelig mærke, at de ikke ved, hvor meget jeg brænder for sund kost og træning, og hvor yderst sjældent, jeg faktisk går i byen.

 

 

Og så bliver billeder bare dét over i solskin, hvilket også betyder meget. Da vi ankommer prævention til Liberty Island får kvinder udleveret vores audio guides og sætter kursen mod gudinden. Vi tager elevatoren halvvejs op, hvorefter vi går via den smalleste trappe og stejleste trappe, der bare går rundt og rundt, for at komme op i selve kronen. Der var virkelig lidt plads, men hold da op en speciel oplevelse.

Der var heldigvis meget få deroppe ad gangen, så man kunne komme til at kigge ud af de små vinduer. Det var svært at tage billeder derfra på grunden af formen og størrelsen på vinduerne, men det var simpelthen fedt at prøve.

 

 

 

Altså ikke længden på en matematiktime med brøker længe, men længe i et senmoderne samfundsperspektiv. Hvorfor er de ikke kommet hjem til mig før. Jeg tror såmænd bare, at der altid har været en undskyldning.

De har altid været lidt for dyre, lidt for hvide, lidt for upraktiske og lidt? ja, bare lidt for. Men de er aldrig forsvundet fra mine tanker, og det besluttede jeg mig for at gøre noget ved. Og de er på ingen tid blevet placeret på toppen over bedste køb, jeg nogensinde har gjort mig.