Året rester af helle helle analyse egentlig ikke det

Det var faktisk så galt, at jeg blev nødt til at overbevise mig selv om at det måtte være et dybt tragisk satirisk indslag som jeg havde læst. Det prøver jeg stadig at bilde mig selv ind, ellers er det simpelthen for sørgerligt.

 

Det er ingen nem tjans, til gengæld er der masser af ros, uhm-lyde og hæder at hente, såfremt man rammer rigtigt. Og det mener jeg i al beskedenhed, at jeg har været heldig med at gøre et par gange.

I denne weekend, har det været Mortens Aften (som Emilie også berettede om den anden dag). En tradition de fleste plejer at være lidt forvirrede over, hvornår startede, hvorfor og hvad var der nu med den gås, der blev til en and. Jeg er en af dem, der kan være lidt i tvivl om selve traditionens ophav, men jeg ved, at jeg synes, at det er så hyggeligt med andesteg, sovs og hele moletjavsen. På selve Mortens Aften i år var jeg inviteret ud, men jeg tog revanche søndag, hvor min kæreste og jeg inviterede brormand, hans kæreste og en veninde op til helt klassisk and.

Selve andestegningen kan komme i et seperat indlæg, dette handler helt og aldeles om den brune og sovsede sauce. Jeg synes, at man med fordel kan gøre sig selv den tjeneste at starte med sovsen tidligt på dagen, så man ikke står med både andeudskæring, brune kartofler, sovs osv.

 

 

 

Glem alle regler om, hvilke kjoler, der klæder hvilke kropstyper og find i stedet nogle kjoler, du føler dig godt tilpas i. Jeg har personligt altid selv undgået alt, hvad der mindede om en maxikjole, da jeg med mine 163 cm vist kun kan kaldes en ret lav dame, så jeg har altid tænkt, at det der med gulvlange kjoler, sgu nok ikke var noget for mig.

Det er nogle gange nemmere at tage nogle modemæssige chancer, når man er i udlandet. Jeg har i hvert fald selv fundet det nemmere, at prøve nye ting her i New York, end jeg har gjort i Danmark.

Nogle gange handler det bare om at springe ud i det. Tag dine kort ben og få dem mast ned i en maxikjole, hvis du har lyst til det.

 

 

Det må jeg også skrive mere om til jer urte-intresserede. Pomfritt-Bjarne har den største lyst til after eight lige nu. Ja, altså fordi huden bliver ekstra tør.

Det er faktisk ikke bare på grund af kulden udenfor, men også varmen indedøre fra radiatorer kan udtørrer huden gevaldigt. Forleden var jeg og min kæreste ude at køre en lang tur, hvor han skruede gevaldigt op for varmen, men kort tid efter skruede jeg ned. Han spurgte, hvorfor jeg nu gjorde det med et smil på læben.

 

 

 

Hugos i Manly, er en super lækker restaurant, hvor du har mulighed for, at sidde og spise ud til vandet. Maden er fantastisk lækker og stemningen er i top. Hos Café Sydney spiser du på en tagterrasse med direkte udsigt til Harbour Bridge.

Her kan man i ro og mag nyde en picnic under figentræerne, mens man har kig til Harbour Bridge og operahuset. Man skal dog ikke være flagremusforskrækket det vrimler med dem i haven.

 

 

I dag lever vi med konstant overflod af mad og derfor signalerer kontrol over maden også kontrol over livet. Men hvad er det, undskyld mit sprog, for en fucked up tankegang. Alligevel er mange, især kvinder, gode til at koble fedt, kulhydrater og proteiner mere til følelser end til næring. Det er jeg også selv slem til, men jeg arbejder meget med at se mad som byggesten til kroppen. Mad bør, efter min mening, ikke handle om hvor godt et menneske du er. Stop de negative koblinger mellem mad og følelser, og bliv glad næste gang du ser en stor portion aftensmad på de sociale medier vedkommende er nok sulten.

Er det feminint at sulte og maskulint at være mæt. Koblingerne mellem mad og følelser er nemlig i høj grad, desværre, kønsbestemt.

 

 

 

Det lyder jo helt skørt sådan at blive stående, når der er rødt. Jeg er åbenbart hende idioten, der holder for rødt lys. Her i New York  er der nemlig stort set ikke nogen, der orker at stoppe deres meget vigtige og travle dag for at vente på noget så trivielt som et lyskryds. Er der ikke umiddelbart nogen biler, så vader de bare over. Den eneste der står tilbage som en idiot og venter, det er mig.

(Og måske en anden vildfaren turist, der ser skræmt ud ved tanken om overhovedet at krydse vejen).